Erik Lindsø

Forfatter og foredragsholder

Foredrag

NOGET OM HALFDAN. En fortælle- og sangaften om Halfdan Rasmussen

Jeg kommer med en både morsom og tankevækkende historie om Halfdan Rasmussen krydret med fællessang, hvor vi synger både hans børnesange og hans voksensange.

Halfdan Rasmussen er gået os i blodet og til hjertet. Vi er vokset op med hans ABC, og de fleste danskere kan udenad "Den lille frække Frederik" og "Mariehønen Evigglad". Halfdan hører til vores sproglige DNA.
Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.
Sådan beskriver Halfdan Rasmussen på glimrende vis den blanding af munterhed og alvor, der er nerven i hans digtning.
Halfdan Rasmussen er hele Danmarks rimsmed. Vi kender ham mest for hans Tosserier, Halfdans ABC, rim og remser og vidunderlige børnesange. Han havde en sjælden evne til at se verden med børnenes øjne. Som han beskriver det i "Noget om lykke", et digt til hans datter Iben:
Jeg lånte dine øjne.
Du brugte dem jo ikke.
Så gik jeg ud i natten
og gav mig til at kikke.
Mindre kendt er Halfdan Rasmussens alvorlig side. Hans voksendigte har en mørk og eksistentialistisk klang. Han havde rod i et fattigt arbejderhjem på Christianshavn, som gav ham et livslangt socialt engagement. Denne side af Halfdan Rasmussen er repræsenteret med fem sange i Højskolesangbogen.
Når livet leves, erfares det, men når livet elskes, forklares det. Vi må gerne græde over livet, men ikke begræde det. Det er to sætninger, som passer på Halfdan Rasmussen, og som også rammer mit foredrag om ham ind.