
Claus Due
Eventyrer, kommunikationsekspert og forfatter
GALAPAGOS ændrer dig for altid. Og giver dig håb.

Du bliver aldrig den samme efter at have set en havleguan på størrelse med dig selv kravle op fra havet for at grave sine æg ned – lige for fødderne af dig. Og det er langtfra hverdagskost at stå i vandkanten med shorts, der er våde af bølgerne, mens du holder øje med et helt dusin ørnerokker, der racer rundt omkring dig for at finde den bedste mage.
På snorkelturene er du midt i en kæmpefest af tropefisk, der sprutter af farver og mønstre, og måske piler pingviner, søløver og suler ind mellem dig og din dykkermakker.
Tættere på Paradisets Have kommer man næppe. For her er du på besøg i en verden, hvor dyrene hverken betragter dig som ven eller fjende, men er helt ligeglade. Det er deres liv. Vi ser blot respektfuldt til.
Se skønne billeder og hør Claus Dues levende beretning om, hvordan dyrelivet nåede denne øgruppe, der ligger to timers flyvning fra Sydamerikas fastland. Og hvordan arterne udviklede sig i alle retninger i kampen for overlevelse i denne golde og ugæstfri natur, der alligevel har sin helt egen skønhed.
Hør, hvad der i 1835 inspirerede Charles Darwin til naturvidenskabens mest epokegørende teori nogensinde, og hvordan hans berømte værk om ”Arternes Oprindelse” blev til.
Lær, hvorfor øgruppen er et vulkansk samlebånd, hvor der skabes nye øer i den ene ende, mens de ældste synker i havet i den anden, og hvad betyder det for livet herude?
GALAPAGOS ændrer dig for altid. Ikke alene på grund af de fantastiske naturoplevelser på dette enestående sted, men også fordi besøget giver dig håb. Håb om, at resten af verden en dag kan tage sig sammen og gøre det samme, som man har gjort på Galapagos, for at lade livet leve.
Tag med denne to timers rejse med Claus Due til Galapagos
- Den søsyge Darwins fantastiske evolutionsteori.
- De mest underlige dyr, du kan forestille dig.
- Evolutionens heksekedel.
- Her er mennesket ingenting… og det er fedt.
- Var Paradis sådan her, indtil æblet?
Jo før, du booker, desto nemmere er det at finde en dag.
En hilsen fra deltagerne...
- "Claus Due er en eminent foredragsholder!" Ilia Swainson, Rådgivende retoriker og sanger
- "Claus tog fra start scenen, og med en tydelig entusiasme og viden om emnet var jeg fanget fra start til slut." Mikkel Høgh, Afdelingsleder, Usserød Skole