Anne-Mette Gravgaard

kunsthistoriker og præst

Anne-Mette Gravgaard

har været præst ved Davids kirke siden 1996. Hun er oprindelig uddannet som kunsthistoriker og klassisk filolog og har en fortid som forsker og lektor i byzantinsk kunst og kultur ved Københavns og Århus Universitet og landssekretær ved Kirkefondet med kirkekunst og ændring af kirkeindretning som speciale og har i mange år vejledt menigheder i anskaffelse af kunst til deres kirker.

AMG har stået for en del udstillingsprojekter om kirkekunst, bl.a. på Trinitatis kirkeloft, i Nikolaj kirke, i Vor Frue kirke og i Davids kirke samt vandreudstillinger om moderne kirkekunst, Det Byzantinske Rige, kristen verdenskunst og om de monoteistiske religioner.

Hun har udgivet artikler og bøger om kunst og kirkearkitektur fra oldkirken til i dag, bl.a. ”Kunst og Kirke i 100 år”, 1990, Kirkerum og Billedkunst, 1992, Ny kunst i gamle kirker, 1995, Omkring Thorvaldsens Kristus, 1996, Storbyens virkeliggjorte længsler, 57 kirker i København og Frederiksberg, 2001, Tro – Rum – Billede, 2002, og ”Kan et figentræ bære oliven?” 2005 (om det stort anlagte kunst-installationsprojekt i fem kirker på Østerbro). Herudover har hun bl.a. leveret bidrag til bøgerne ”15 skriver om Livsglæde”, red. Peter Olesen 2006, ”Min bedstemors historie”, red. Liv Thomsen, 2007, ”Portrætfortællinger fra Rigshospitalet” af Suste Bonnén, 2007, ”Arven fra Byzans”, red. Øystein Hjort, 1910, ”Rum til forandring”, 2013 og ”Det levende, talende menneske”, red. Kim Frederichsen og Anne Hedeager Krag, 2015, og ”En dør, der ikke kan lukkes”, red. Lisbeth Smedegaard Andersen og Karsten Nissen, 2017.

Ud fra sine erfaringer om kunstens rolle i kirker har hun siden en trafikulykke i 2003 også arbejdet for kunstens helbredende rolle på hospitaler.

Hun er en hyppigt brugt foredragsholder om dansk kirkekunst, ortodokse ikoner, mosaikker og fresker samt om kunstens rekreerende og rehabiliterende muligheder.