Benjamin Asmussen

Historiker, museumsinspektør & lektor

Hvordan bevægede man sig rundt i verden i tidlig moderne tid? Hvordan mødtes mennesker på tværs af kulturforskelle? Og hvilke spor har møderne sat sig i dag?

Danmark i verden og verden i Danmark har i mange år interesseret historiker Benjamin Asmussen, der arbejder med dansk søfart i Asien, de danske kolonier og deres erindring, globale netværk og udenlandske søfolk i Danmark.

Han er museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, hvor han arbejder med udstillinger og forskning. På museet har han undervist og omvist alle lige fra børnehavebørn over professorer til kongelige gæster. Benjamin Asmussen er også ekstern lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, hvor han underviser internationale studerende i historie.

Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet og siden ph.d. i virksomhedshistorie fra CBS.

I 2019 udkom hans anmelderroste bog Kinafarerne - mellem kejserens Kina og kongens København, som fortæller historien om et kulturmøde og erhvervseventyr af de helt store, nemlig i 1700-tallets globale verden.

I 2023 blev den fulgt op af bogen Ekspeditionen til Asien - 1618, der fortæller den vilde historie om den første danske rejse til Asien, udsendt af Christian IV fra 1618-1622. Det var en ekspedition, der både mislykkedes totalt og blev en stor succes.