Niels Johansen

Forfatter, salmedigter, foredragsholder og tidligere sognepræst

Foredrag

Mormors dyne var udstoppet med hele høns

Muntre fortællinger og erindringsglimt fra min barndoms verden på Østerbro i København i 1950'erne og 1960'erne. Det var en tid, hvor vi som drenge løb plænerne grønne og headede solen i mål i Fælledparken.
Foredraget tager udgangspunkt i min bog Som himlen og havet – af drengens billedbog.

Udstoppet med hele høns

Mormors dyne er tung. Udstoppet med hele høns, siger min far. Inden den kommer i sit venlige blåstribede betræk, er den stor, rød og dufter køligt af viktualiekælderens søde æbler og saltet flæsk. Men når den så er kommet i sit stribede ”mormor-betræk”, bliver den endnu tungere. Tung af overskud og kærlighed og ikke længere til at ryste af. Under dynen er jeg på plads! Så urørlig, som når jeg falder i søvn på hendes skød! Mormor synger aftensang med os: O Jesus du min glæde/ du dine vinger brede. Eller indimellem den lidt vemodige: Kokken slår / tiden går / evigheden forestår. Jeg kan tydelig høre klokken inde fra spisestuen. Hvert kvarter. Dagen og stilheden er rammet ind. Den lyse aften leget til ende. Dagens sidste portion jordbær spist. Så nu er der blot tilbage at takke Gud for dagen og bede ham passe på alle dem, vi holder af. Om mormors dyne virkelig er udstoppet med hele høns, ved jeg ikke. Min far siger så meget, som de voksne synes er morsomt. Jeg drømmer i hvert fald aldrig om hønsene. Måske fordi vægten gør mig tryg.

Tekst fra ”Som himlen og havet” (Eksistensen 2016)

Om: Som himlen og havet

Læserne får det hele i glimt - oftest i en lys tone, der luner og mange gange giver anledning til et smil. Frederiksborg Amts Avis

Man bliver glad og varm af at læse Niels Johansens "Som himlen og havet". Claus Grymer, Kristeligt Dag

Regioner
Hele landet