Min 'Hall of Fame'

Jeg viser rundt i min egen personlige Hall of Fame og fortæller om dem, der er blevet de helt store stjerner i mit liv. Fra Simon Peter til Gunnar 'Nu' Hansen, fra Paulus til Louis Armstrong.

Oh! - Louis!

Min helt fra første gang jeg hørte Basin Street Blues på en 78 plade hos onkel Knud. Her var mere end gammeldags dansemusik om mandagen og Holger Fællessanger i Giro 413. Hvem glemmer trommesoloerne? Den korte på A-siden og den lange på B-siden? Det var en lykkens knock out.

Og så var den den legendariske West End Blues med den fantastiske intro. Ingen kan slå Armstrong på kornet. Og så har pladen bevaret den fine skrattende lyd, som vi kan høre på alle hans tidlige indspilninger. Hvad gav jeg for pladen en eftermiddag i His Masters Voice på Købmagergade?

Mindst. Havde jeg haft 300 kroner til en trompet, havde jeg købt den på stedet. Men så kunne jeg i det mindste slå råbåndsknob på min stemme og synge som Louis, hvad de voksne ikke roste mig meget for. Og det var også Louis´ skyld, at jeg fik lov til at gå med Georg til midnatsforestilling og se alle gutterne i filmen New Orleans. Og til koncert i KB- hallen med Lionel Hampton, der kunne få sin vibrafon til at svinge som juleaften. Og helt vildt blev det, når han spillede boogie-woogie på flyglet, steppede oppe på trommerne, jonglerede med trommestikker og sang: Hey! Ba-Ba-Re-Bop, og vi alle svarede: Hey! Ba-Ba-Re-Bop. Men toppen var det selvfølgelig, da jeg første gang selv hørte Louis til koncert. Jeg havde stået i kø en hel dag. Og nu var han der. Trummy Young og de andre fra The All Stars varmede op. Og så kom den lille runde mand endelig. Dér stod han med sit lagenstore, hvide lommetørklæde og sin trompet: Good evening, everybody.

Fra Hvor lang var tiden da vi var mindre? (UNITAS 2013)