Modigt forkyndte de ordet i vore forsamlinger

Et sus af skørter

Kvindelige lægprædikanter og præster i frimenigheder var med til at bane vej for kvinders ret til præsteembeder i Folkekirken. Heriblandt hedebondedatteren Skov-Kirsten, som allerede i 1850erne prædikede for store skarer i Nordjylland og evangelistinden Catharine Juell, som fra Thy var drivende i at skabe Det danske Missionsforbund i 1880erne. Agnes Poulsen og mange hundrede andre kvindelige officerer i Frelsens Hær forkyndte Guds ord fra første dag, frelsersoldaterne satte fod på dansk jord. Forstander Jørgine Abildgaard indbyggede sin egen kirke i Snoghøj Kvindegymnastikhøjskole, og sygeplejerske Maren Sørensen prædikede fra 1920erne og skabte menigheden omkring Valsbølhus i Slesvig.

I 1948 ordinerede biskop Hans Øllgaard Folkekirkens første kvindelige præster i Odense domkirke: Ruth Vermehren, Edith Brenneche Petersen og Johanne Andersen. Ordinationen var tæt på at splitte Folkekirken. Og disse første tre kæmpede på hver på deres måde en hård kamp og betalte en høj pris for at følge Guds kald og nå deres livsmål.

Pia Fris Laneth fortæller om den uforsonlige køns- og kirkepolitiske strid, som gik forud for en af kirkehistoriens største begivenheder, og de kvinder og mænd som ændrede danskernes syn på, hvem der må forvalte kristendommens sakramenter: Dåb og nadver.

Da Folketinget trodsede flertallet af biskopper og i 1947 vedtog loven om at give kvinder adgang til præsteembeder, udsendte 514 præster – næsten en tredjedel af samtlige – en bandbulle om, at ordinationen brød med Biblens ord og kirkens tusindårige tradition, og derfor var ugyldig. 

Sognepræst og digter Kaj Munk sagde til gengæld i en prædiken om Jesus, at "der stod et sus af skørter om ham", og han skrev i et slagkraftigt avisindlæg: "Vover man at sige, at en kvindes hånd er uværdig til at række en mands mund sakramentet, krænkes jeg på det menneskes vegne, der har født mig og lagt mig til sit bryst."

I dag er halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Det er en ligestillingssucces uden sidestykke – som menighedsrådene har en stor del af æren for.