3. Den røde baronesse og løjtnant Louis Pio

Den røde baronesse og løjtnant Louis Pio

En romantisk, politisk, tragisk og alligevel håbefuld fortælling om Jaquette Liljencrantz, der sammen med Louis Pio satte ligestilling mellem mænd og kvinder på programmet i det helt unge Socialdemokrati

Længsel efter Frihed, Lighed og Kærlighed blev skæbnesvangert for baronesse Jaquette Liljencrantz. Hun voksede op i en svensk højadelig, konservativ familie med snævre udfoldelsesmuligheder for piger. Men Jaquette var begavet, vild og oprørsk. Som 24årig flygtede hun til København, forelskede sig i en norsk student, og fødte et barn udenfor ægteskab. Da Jaquette opdagede, at barnefaderen var forlovet med en anden kvinde, skrev hun et offentligt anklageskrift mod studenten og alle andre mænd, som forførte og forlod kvinder uden at tage ansvar for deres fælles børn. Hendes udtrykte mål var at flytte skammen fra kvinderne til barnefædrene og få gennemført politiske reformer, der pålagde fædrene økonomisk ansvar for børnenes opvækst.

I partiavisen Social-Demokraten læste Jaquette med fryd en artikel af Louis Pios:  ”Vil mændene have deres rettigheder respekterede, så må de begynde med at respektere andres; de kan umuligt på én gang være frie mænd og tyranner,” skrev han.

Begejstret opsøgte den unge baronesse Louis Pio, som ansatte hende som første kvindelige journalist på partiavisen. Sammen satte de to fornemme aftryk på Socialdemokratiets første principprogram, Gimleprogrammet fra 1876: Dels kravet om stemmeret og valgbarhed til alle borgere over 22 år (kriminelle undtaget), dels kravet om ligeløn til mænd og kvinder. Dybt provokerende i samtiden, og samtidig nogle af de visionære krav, som gjorde Socialdemokratiet til Danmarks største og mest indflydelsesrige parti i 1900tallet.

Snart blev Jaquette Liljencrants også – under heftige protester fra smedenes forbund – indvalgt som første kvinde i partiets hovedbestyrelse og formandinde i de socialdemokratiske arbejderkvinders ”Frie Forening”. Hun skærpede kvindeforeningens profil med parolen ”Ingen sejre uden kamp” broderiet i guldtråd på rød fane – og med den i spidsen gik hun blandt de første kvinder nogensinde i Socialdemokratiets grundlovsmarch gennem København den 5. juni 1876.

Baronesse Jaquette Liljencrantz var betaget af Louis Pios høje, ranke skikkelse, hans galante adelige manerer, hans revolutionære idealer – og hun lånte ham halvdelen af sin arv til partiavisens nye trykkemaskine. Men nok engang tabte hun i kærlighedens lotteri. Få uger senere rejste Louis Pio til Amerika sammen med Augusta Jørgensen og deres få måneder gamle datter, Sylvia Pio. Flugten var betalt af rige københavnske industrifyrster, som på den måde forsøgte at ekspedere socialismen ud af Danmark. Det lykkedes som bekendt ikke. Baronessen startede som første kvinde i Danmark sin egen avis. Radikal socialistisk og feministisk, naturligvis – hun agiterede som en af de første for brug af prævention, hun blev gift og fik en søn ... men kom sig aldrig over Louis Pio.

Valgret til kvinder og tyende blev indfriet i 1915, mens kravet ligeløn først blev gennemført i 1976 – 100 år efter, at Pio og Liljencrantz rejste det på Gimlekongressen. Historien er et håbefuldt eksempel på styrken i 68-generationens parole: ”Vær realist – kræv det umulige”, især hvis man tilføjer: ”... og vær tålmodig”.

Foredraget bygger på min bog ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere”.