Frederik W. L. Christensen

Vandrer og antropologistuderende

Som 25-årig vandrede jeg 3.600 kilometer alene fra Danmark til Spanien, fordi jeg havde svært ved at finde mit eget fodfæste i voksenlivet.

Som ung med Aspergers Syndrom havde jeg ofte svært ved at finde en retning, der føltes som min egen. Udadtil fungerede mit liv fint, men indeni kæmpede jeg med uro og følelsen af ikke at høre til.

Da jeg begyndte at vandre, opdagede jeg, at det langsomme tempo gav mit nervesystem en ro, jeg aldrig før havde oplevet. For første gang følte jeg, at verden bevægede sig i et tempo, jeg kunne være med i. Derfor besluttede jeg mig for at gå hele vejen til Spanien.

Undervejs blev jeg konfronteret med ensomhed, frygt og tvivl. Det var de oplevelser, der for alvor ændrede den måde, jeg mødte livet på.

I dag holder jeg foredrag om, hvordan lange vandringer kan give unge et nyt perspektiv på identitet, tvivl og overgangen til voksenlivet. Mine foredrag handler om identitet, livsvalg og modet til at finde sin egen vej.

Jeg har holdt over 80 foredrag og har erfaring med forskellige publikummer, heriblandt konfirmandhold, efterskoleelever, biblioteker -og kulturhuse samt seniorfællesskaber.

 

Tidligere arrangører siger:

"Frederik fortæller underholdende og ærligt om sin vandring og på en måde, så tiden nærmest står stille og vi får lov at være med helt tæt på rejseoplevelsen – både når det kører for ham og når det næsten kører ham over. Frederik er en rigtig dygtig formidler og bygger sin fortælling op med både humor, følsomhed og suspense, og hele tiden med nærværet i centrum.

– Anja Majbritt Brygmann, litteraturformidler, Patientbiblioteket på Rigshospitalet

 

"Frederik er en fantastisk formidler og formåede at fange publikum med sine gribende beretninger og humoristiske anekdoter. Det var ganske enkelt en perfekt aften!"

– Brian Degn Mårtensson, forstander, Sorø Fag- og Efterskole

 

”Frederik er en forrygende formidler, som gennem sin fortælling gør kristne begreber helt konkrete, forståelige og nærværende for konfirmanderne. Frederik var god til at gå i dialog med konfirmanderne og skabe refleksion hos dem og mødte dem på den fineste måde.”

– Andreas Wille, sognepræst, Store Magleby Kirke