At vandre langt - og gå sig til fodfæste i livet!

Alene at tænke på, at min gåtur muligvis kunne ende som en pilgrimsrejse, var en fuldstændig umulig tanke, da jeg startede min vandring gennem Europa.

Jeg er ikke religiøs. Jeg har ikke valgt Rom som mål, fordi Peters grav betyder noget  for mig. Pilgrimspas kunne jeg ikke drømme om at anskaffe mig. Jeg følte oprigtigt, at jeg ville være verdens største hykler, hvis jeg pludselig stillede mig an som pilgrim. Hatten af for troende, der tager på pilgrimsvandring. Det er en helt ærlig sag. Jeg var bare ikke der.

Her på den anden side af vandringen må jeg erkende, at jeg uden blusel gik op til security-vagterne ved Peterskirken og sagde på mit primitive italienske: Sono pellegrino. Jeg er pilgrim.  Så der blev trukket i mit indre kompas, når stilheden, rytmen, naturen på mine daglige, kontinuerlige stillevandringer (for det var jo lige netop sådan det er, når man går alene) gik op i en højere enhed.

Foredraget er historien om min vandretur fra Viborg til Rom, cirka 3500 km eller cirka 150 vandredage. Ikke alene de mange dage på vejene og møder med mennesker og steder. I høj grad også brudstykker af bogen: At vandre langt - og gå sig til fodfæste i Livet, som jeg har skrevet sammen med Frederik Løth Christensen. Han gik fra Nivå til Santiago de Campostelo i Spanien.

Gennem min vandring kom jeg igennem en krise i mit liv. Efter 35 år som leder i mediebranchen (heraf 20 år som topleder) var der ikke længere efterspørgsel efter mig. Jeg var blevet 63 år. Jeg havde - i farten - glemt, at jeg kunne komme i den situation, at jeg ikke selv valgte, hvornår jeg skulle stoppe min karriere. Jeg var slet ikke færdig, da det skete. Jeg var vred og rasende. Jeg var ulykkelig og ensom i den følelse.

Skridt for skridt kom jeg nærmere en befriende afklaring - ikke alene det fysiske mål Rom, men også et andet mål, jeg ikke havde defineret fra starten: Vandringen havde skabt plads til en anden del af mig. En del, der ikke behøvede at skulle præstere for at være. Jeg fandt en sjælden ro i vandringens gentagelser og opmærksomhed på detaljer på og i underlaget. Opmærksomhed på bækkens rislen og træernes konturer.

Gennem min vandring er der blevet gjort plads til en anden form for nysgerrighed. Ikke en nysgerrighed efter at præstere mere og mere. Nærmere en nysgerrighed efter at lægge præstationerne væk og bare være. 

Nu er det som om, jeg står ved en korsvej. Jeg kan vælge at gå ned ad vejen, der undersøger de spirituelle oplevelser, jeg har haft undervejs eller jeg kan vælge en anden. Men jeg er også kommet dertil, at det kan være der nogen eller noget, der vælger for mig. Så jeg vælger lige nu at nyde at stå ved den korsvejen, jeg drømte om at komme til, da jeg så kortet over de største vandrestier i Europa og tænkte: Det er eventyr. Der må jeg ned.