
Frederik Madsen
jurist, beredskabshistoriker
"Man lader da ikke en by brænde"

10 bornholmere blev dræbt, og Rønne og Nexø blev lagt i ruiner, da sovjetiske bombefly sønderbombede de to byer den 7. og 8. maj 1945. Øens civile beredskab var under maksimalt pres, og brand- og redningsmandskabet ydede en gigantisk og ofte livsfarlig indsats.
I foredraget ”Man lader da ikke en by brænde” afdækker jeg, hvordan en stribe kritisable beslutninger og graverende fejl kostede liv og bragte flere hundrede i unødig livsfare. Oplysninger, som ikke før har været bragt frem i offentligheden.
Jeg gør op med en række myter, som har fået lov til at dominere den bornholmske historieskrivning, og blotlægger metodisk og detaljeret historien om et forbløffende kollaps i kommandoen over beskyttelsen af bornholmerne, som i årtier er blevet fortiet eller ligefrem fordrejet.
På baggrund af resultatet af mine undersøgelser, stiller jeg spørgsmålstegn ved den nuværende organisering af vores beredskab, der i sin grundstruktur går tilbage til 1938.
Billedtekst: Torvet i Nexø den 9. maj 1945. Fotograf Alex Munch / Allinge-Sandvig Byforening