Hanne Fabricius

Forfatter, arkæolog & historiefortæller

Foredrag

Kanalrundfart Det usynlige København

Kanalrundfart:

Det usynlige København - En anderledes og sjov kanalrundfart - om middelalder- og renæssancehavnen.

 

Vigtig info: 

  • I skal selv booke og leje en båd enten hos Nettobådene eller hos Strømma/Canal tours. 
  • Prisen for kanalbåden er udover mit honorar.
  • HUSK at bestille en overdækket kanalbåd. Der er plads til ca. 95 indenfor.

 

Beskrivelse af kanalturen

Normalt fortæller guiderne om alt det, du ser, når I sejler gennem Københavns inderhavn og kanaler. Men dét gør jeg altså ikke........... I stedet skal I høre fabelagtige, fantastiske og finurlige historier om middelalderens og renæssancens havneområder.

Vi mødes enten på Gammel Strand eller Ved Stranden .... eller hvor I ellers foretrækker at mødes.

Jo hurtigere I kommer i båden, des hurtigere kommer vi af sted, da vi kun har båden i præcist en time.

Vi sejler forbi Holmens Kirke, som allerede blev opført i 1562-63 af hans far Frederik den 2. som ankersmedje til Bremerholm skibsværft. Først i 1619 skiftede den status til kirke, og senere i 1640-erne blev den ombygget til sin nuværende skikkelse.

Ved øen Bremerholm samlede Kong Hans den danske orlogsflåde fra 1510, og her lå orlogsskibene frem til begyndelsen af 1600-tallet, hvor de flyttede over i Christian den 4.s nye Tøjhushavn. Dog fortsætte området med at være skibsværft frem til 1856.

Vi fortsætter over mod Operaen, hvor man under udgravningerne til Operahuset fandt tre skibe, der tolkes som resterne af en skibsspærring fra 1428. og sejler gennem Holmen (Nyholm), som efterhånden overtog orlogsflåden og dens funktioner fra hhv. Bremerholm og Tøjhushavnen.

Det er ikke muligt at fortælle hele Holmens historie, da det er forbudt at sige noget, mens vi sejler igennem et stykke af Holmen med de nye boliger og beboere, som ønsker stillezoneområder. Efter Holmen går turen tilbage til københavnersiden mod Kastellet og Toldboden, der er en del af Christian den 4.s Ny-København.

I 1628 flyttede Christian den 4. toldboden fra Knippelsbro og ud til det nuværende toldbodsområde og gik i gang med at etablere en ny bydel. Det betød mindst en tidobling af inderhavnens areal og en fordobling af selve København.

Vi krydser havnen igen og sejler gennem Christianshavns Kanal, hvor blandt andet det berygtede fængsel Tugt, Rasp og Forbedringshuset lå. Men her skal vi også tie helt stille på et stykke af kanalen, fordi de nye tilflyttere ønsker stillezone midt i bydelen

Hvis ikke Frederiksholms Kanal er lukket pga. højvande, sejler vi gennem kanalerne, men ellers tager vi turen tilbage til Ved Stranden gennem havnen.

Undervejs passerer vi Christian den 4.s hemmelige krigshavn ”Tøjhushavnen”, der i dag kan ses i Det kongelige Biblioteks Have. Tøjhushavnen overtog funktionen fra Bremerholm, hvorefter orlogsskibene blev ekviperet fra Tøjhuset og Proviantgården, indtil funktionen fra 1690´erne flyttede over til Ny Holm.

Læs mere om kanalturen HER

Foto: Rikke Westesen 2024 

Regioner
Hele landet