
Fantasy – Døren til en magisk verden
Forestil dig en grå og regnfuld dag i din barndom, hvor du leger gemmeleg med dine søskende. Du åbner en skabsdør i et gammelt garderobeskab og kryber ind blandt vinterfrakkerne, men pludselig opdager du, at du befinder dig i et eventyrligt snelandskab under det ensomme skær af lyset fra en lygtepæl.
Fantasy-genren har fængslet både børn og voksne i årtier; de er blevet suget gennem fiktionens dør ind fantastiske universer med spænding, mystik og eventyrlige verdener. I mit foredrag vil vi tage på en rejse gennem denne magiske fantasy-genre, der engang var ”forkætret”, men som i dag er blevet en af de mest elskede – både som litteratur, film og tv-serier. Fantasy har ikke kun erobret hjerterne hos mange, men har efterhånden også vundet stor anerkendelse.
Vi vil udforske genrens kendetegn og inspirationskilder og dykke ned i, hvordan den, ud over at tilbyde spændende eventyr, også rummer dybe livsrefleksioner. Jeg vil blandt andet trække på forfattere som C.S. Lewis, J.R.R. Tolkien, H.C. Andersen, J.K. Rowling og Karen Blixen for at belyse, hvordan fantasygenren rummer både magi og meningsfulde livstolkninger."