Den russiske nationalisme i aktuel belysning

Den russiske nationalismes korteste rødder skal findes i det 19. århundrede, hvor russiske tænkere begyndte at tale om en særlig russisk tradition og mentalitet, der udsprang af den russisk ortodokse tro og livsform, og hvis grundliggende princip var “visdommen” (sofia), der stod i modsætning til Vestens “rationalisme” (“ratio”). Der var visse sammenfald med den tsaristiske statsidelogi, men der var også modstandspotentiale. Nationalismen var bandlyst i størstedelen af sovjettiden, men allerede under Bresjnev (1962-1982) blev styret klar over, at den traditionelle propaganda var ved at miste sit tag i befolkningen, og at man derfor var nødt til at mobilisere andre kræfter for at holde sammen på regimet. Det var dengang nogle af de såkaldte landsbyforfattere blev taget til nåde og fik lov til at udgive deres værker, der hyldede sider af den gamle bondekultur og de førindustrielle livsformer og dyder. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud fik de nationalistiske kræfter stort set frit spil på trods af, at de forholdt sig særdeles kritiske over for de nye tider, som de så som et knæfald for Vesten og dermed den russiske traditions endeligt. 

Putin forsatte i de første år af sin regeringstid kursen mod Europa, men med tiden er det den russiske nationalisme, der har overtaget scenen. Den vestlige civilisation er på vej i afgrunden, mens den russiske vokser sig stærkere og stærkere og måske skal overtage verden. Lyder det nu. 

Foredraget vil redegøre for udviklingen af den russiske nationalisme og diskutere, om det vil lykkes regimet at udnytte den i sine bestræbelser på at kontrollere det russiske samfund.