Besættelsen - de fem forbandede år

I 2025 er det 85 år siden Danmark blev besat den 9.april 1940. Danmark var formelt ikke i krig med Tyskland, men alene besat af den tyske værnemagt – for at beskytte Danmark mod et engelsk angreb, som de sagde. Det blev starten på den såkaldte forhandlingspolitik eller samarbejdspolitik, som andre kaldte det, hvor den danske regering og Rigsdag kunne fortsætte – symboliseret ved statsminister Scavenius. Foredraget vil komme ind på baggrunden for Besættelsen og se på de vilkår, danskerne måtte underkaste sig. Det vil bl.a. blive diskuteret, hvorfor der ikke var større modstand, og hvilken betydning Modstandsbevægelsen, som f.eks. Hvidsten-gruppen, fik for Befrielsen i maj 1945 for 80 år siden. Foredraget vil også se på bruddet den 29.august 1943, som medførte Forhandlingspolitikkens ophør, og se på bruddets betydning for bl.a. jødeaktionen. Foredraget vil desuden diskutere kommunisternes rolle under krigen. Til sidst vil der blive set på Retsopgøret efter Besættelsen. Og der vil blive diskuteret Besættelsens betydning for udviklingen af det danske demokrati og den danske identitet.