Dorthe Carlsen

Journalist, vandrer, foredragsholder

Foredrag

Bag facaden i medieverdenen

Bag hver en studievært på TV eller i radioen, er der hold af mennesker, der sammen arbejder på at skabe det ypperste program.

Bag hver en udgave af et dagblad, ugeavis eller netavis summer det af mennesker, der hver især gør deres bedste for at give læsere og brugere det bedste produkt.

Dem, der er bagved kameraet, mikrofonen eller som sidder og trækker i trådene på diverse mediehus-redaktioner bliver ikke kendte og kommer i Se & Hør eller i Billedbladet. De kommer ikke i GoMorgen Danmark, når de har foretaget sig et eller andet. De lever et mere stille liv.

Sådan en er jeg!

Jeg har ”fundet” eller castet værter som Camilla Miehe Renard. Peter Geisling, Claus Meyer og Peter Lund Madsen. Jeg har været med til at skabe de programkoncepter som Damernes Magasin, Lægens Bord, Ikke i aften, Skat, HjerneMadsen, Meyers Køkken, flere årgange af Her er dit Liv og var chef for P3, da det blev til ”Det man hører, er man selv”. En proces, hvor, Mads og Monopolet fandt vej til lytterne.

Alle programmer, der har skabt et solidt fundament for deres værter.

I utallige programmer har jeg siddet og guidet i værternes øresnegl. Givet dem konkrete spørgsmål, der skulle stilles og nedtælling af tid. Ekstra oplysninger, der kunne bringe interviewet godt videre. Vi har sammen fået interview, der var på vej til at køre af sporet på rette køl igen.

Foredraget tager jer med til udviklingen af de folkekære koncepter, til castingen af værten og små anekdoter om livet på en redaktion, der igen og igen skal klæde de kendte og dygtige værter på til at præstere bedre end 100 procent. Vi kommer til at runde de helt afgørende måneder, hvor P3 blev ”Det man hører, er man selv” og Mads og Monopolet og andre kendte radiokoncepter blev til på en camp i Sverige.

I vil træde ind på Det Berlingske Officins bonede gulve under ”den store gratisavis-krig”, hvor jeg var direktør og chefredaktør for trafikavisen Urban, møde den karismatiske Lisbeth Knudsen set med mine øjne, og I vil få historier fra knap 15 år i lokale medier, hvor jeg havde ansvaret for Berlingskes lokale medier: 6 dagblade i Midtjylland, Radio Viborg og 53 lokale ugeaviser fordelt over det meste af landet. Blandt andet i Syd- og Vestsjælland.

 

Varighed 60-90 minutter

 

Regioner
Hele landet