Robert Dam
Scientology afhopper
Scientologys bedrag – Mit afhop efter 20 år
En forårsdag i 1984 fik jeg, på Vesterbrogade i København, svaret på, hvordan jeg skulle få succes i tilværelsen. Jeg var 20 år gammel og for mig var det et meget overbevisende svar. Men efter 20 år i Scientology fandt jeg pludselig mig selv i en situation, hvor jeg var tvunget til at tage mit livs sværeste beslutning. Hele min voksne tilværelse havde været viet til bevægelsen, og jeg var kommet helt til tops i systemet, men nu var jeg blevet overmandet af en knugende indre uro, som jeg ikke kunne slippe. Jeg var kommet i tvivl og måtte undersøge forholdene omkring Scientologys ledelse fra uafhængige kilder. Men det var forbudt og kunne koste mig min kone og to døtre, hele mit indtægtsgrundlag, mit sociale netværk og min tro. Alt var på spil, men jeg MÅTTE kende sandheden om den organisation jeg havde betroet mit liv og som jeg havde støttet, i tykt og tyndt, igennem 20 år.
Foredraget "Scientologys bedrag" er en personlig fortællingen om mine vilde oplevelser i Scientology, men også, i bredere forstand, om radikalisering og vel-iscenesat manipulation og om at gøre status i sit liv, og tage de helt svære beslutninger.
Foredraget varer ca. 1,5 – 2 timer og efterfølgende er der mulighed for at stille spørgsmål.
Emner: Liv og sjæl Religioner Tro