Godhedens banalitet: Når staten elsker vores børn

Jeg har selv mistet mit barn til statens flagrende fangarme. Det må I godt høre lidt om, selv om det er en meget privat sorg.

Mest af alt skal vi dog tale om, hvad det er for et tankesæt, der ligger bag konceptet om, at staten altid ved bedst – langt ind i privatlivets inderste hjertekammer.

Jeg tager gerne selskab med mig. Så fører vi en samtale om blind systemtro og om velfærdsstatens skyggeside: borgernes afhængighed af staten. Statens oppustede selvforståelse. Alarmsystemer, som er lige til at misbruge. Konsensussygen, som sætter retsstatens kontrolfunktioner ud af kraft.

···

Her er nogle af mine artikler om emnet:

”Kampagnen mod solomødrene” i POV International

”Børn og andre borgere” i POV International

”De spanske børnetyverier” i Magasinet Europa

···

Jeg har også skrevet en digtsamling om, da mit barn blev flået ud af mit liv ved mine slægtninges mellemkomst. Jeg skriver om at se ham blive kastet hid og did 2.000 kilometer fra hjemmet i stik strid med internationale konventioner.

Digtsamlingen hedder HJEMFALDEN TIL JANTE. Første digt er det her:

I MYNDIGHEDERNES KLØR

Flå mit hjerte ud
Knus mig under vægten
af jeres selvgode smil
og slidte fraser

Fortæl mig
at jeg ingen er
og intet kan

Og stil jer så op og sig

at I er der for at hjælpe

···

Hele samlingen udkom 2020 på Poetisk Bureaus Forlag. I kan også se den her:

https://www.sarahoyrup.com/articles/hjemfalden-til-jante/