
Steen Ramsgaard er journalist, forfatter, foredragsholder, rejseleder og pensionist.
Med en bachelor i historie i bagagen begyndte han i februar 1979 på Journalisthøjskolen. Efter endt uddannelse blev han i februar 1983 ansat på Politikens udlandsredaktion og arbejdede der i 5½ år, før han i 1988 kom til TV-Avisen, hvor han bl.a. dækkede Golf-krigen 1990-91 og krigen på Balkan i 1990erne.
I 1995 udkom bogen ”I Bosnien” (Tiderne Skifter), som han skrev sammen med TVAs daværende serbokroatiske tolk. Efter godt et halvt år på Børsen-TV i 2008 blev han i oktober samme år pressechef i Beredskabsstyrelsen. Fra 2012 arbejdede han som freelancejournalist, og i 2016 – et kvart århundrede efter Jugoslaviens sammenbrud – skrev han ”Krigen i Europas baggård” (Lindhardt&Ringhof). Bogen er udsolgt, men kan fås i 2. udgave som ”print-on-demand”. Desuden findes den som lyd- og e-bog.
Den blev hans adgangsbillet til et nyt liv som rejseleder – først Balkan, og sidenhen en lang række destinationer som Japan, Sydafrika, Kaukasus, Baltikum, Cypern, Oman og krydstogter på Rhinen og Donau. Steen Ramsgaard arbejder som freelance-rejseleder for tre forskellige selskaber – Kulturrejser, Viktors Farmor og Risskov Rejser.