Henrik Hornbæk Thomsen

Foredragsholder, fotograf og forretningsudvikler

Foredragsholder, forretningsudvikler og fotograf…

Det tekniske og det etiske, det spændende og det konkrete, levebrødet og det man lever for – det er alle disse aspekter, jeg forsøger at balancere i mit professionelle virke. Og i øvrigt kombinere det med et familieliv og et landsted nord for Aarhus.

Søgen efter mening har altid spillet stor rolle i mit liv, jeg har dyrket mange former for filosofisk og sociologisk mening. En ude-af-denne verden oplevelse sætter mig på for alvor på jagt efter mening: 11. september, 2001, hvor jeg af alle steder i verden befinder mig på perronen i undergrundsstationen under World Trade Center på Manhattan i de minutter den bliver ramt af første flyver, og hvor jeg bliver evakueret ud af bygningskomplekset. Mening for mig selv, mening for menneskene – mening i det meningsløse barbari, der blev sluppet løs denne dag.

Og denne jagt har kørt lige siden, mens der på samme tid har været et helt normalt liv at leve, mens jeg hver dag har set på familien, og alt det jeg ville være gået glip af, hvis tårnene var styrtet sammen med det samme, hvis jeg ikke var kommet ud, hvis…

Og hver eneste gang jeg har jagtet den simple forklaring på alting, så er jeg landet kompleksiteten. Den vilde kompleksitet, som vi har opbygget til det moderne samfund, specielt det moderne vestlige samfund. En kompleksitet, jeg selv er med til at bidrage til ved at sælge udvikling af digitalisering af industri og produkter, - ved hele tiden at knytte nye forbindelser, afsøge nye muligheder for udnyttelse af en teknologi, der i sig selv hele tiden er under udvikling. Kompleksitet, der i virkeligheden er blevet uoverskuelig for os alle, både som individer og som samfund – også selvom vi tror på det uforanderlige, så ligger rystelsen lige foran os som terror, tsunamier, som pandemier eller noget helt tredje ukendt.

Og min søgning, min jagt, er skiftet over på hvordan vi alle begår os i uoverskueligheden. For mig er det blevet til en bevidsthed om alle de balancer, vi alle sammen går og holder – i det individuelle og i det store, helt op til den globale klimaudfordring, som i mine øjne er en balanceudfordring for menneskeheden fra nu af og resten af menneskehedens eksistens på planeten. Jeg har ikke de forkromede løsninger, men har udviklet simple modeller, der gerne skulle gøre det lettere at gennemskue balancer – at opnå en bare lidt højere grad af ”balancebevidsthed”, som jeg kalder det.

Hvis du vil høre hvor langt jeg er kommet på jagten, så kommer jeg gerne ud og giver en ”status” på rejsen og vil prøve at sætte en diskussion i gang – vi kan alle lære af hinanden her.

Født 1966, gift med Anne, har 3 børn, arbejder som IT forretningsudvikler inden for produktion og produktudvikling. Driver et sidefirma, der beskæftiger sig med kunstfotografi, skribentvirksomhed og foredrag.