Ole Juul

Skribent og foredragsholder, tidl. sognepræst

Foredrag

Tage Skou-Hansen og Holger Mikkelsen

Et tema i Tage Skou-Hansens forfatterskab.

”Han vil den af en eller anden grund, som ikke var til at sige”. Med disse få ord om det uudsigelige, men ikke mindre nærværende, beskriver forfatter Tage Skou-Hansen Holgers engagement i den sabotørgruppe, der blev dannet i slutningen af besættelsestiden, og hvis sabotagehandlinger udgør en væsentlig del af hændelsesforløbet i romanen ”De nøgne træer”. Romanen udkom i 1957, og er siden blevet en af de mest læste og oversatte romaner om besættelsestidens Danmark. Romanen blev begyndelsen til et omfattende forfatterskab, hvoraf serien om Holger Mikkelsen (”Tredje Halvleg, ”Medløberen”, ”Den hårde frugt”, ”Over stregen”, ”På sidelinien” og ”Frit løb”) hører til de mest læste herhjemme. I foredraget følger vi Holger Mikkelsen op gennem hans ungdom og manddom og romanserien bliver en moderne efterkrigs- og Danmarkshistorie. Foredraget er ligeledes en analyse af Tage Skou-Hansens forsøg på at komme til rette med modstandsbevægelsens indre psykologi, en tilgang til virkeligheden, et personligt engagement, hvoraf en etik udsprang, som aldrig kunne begrundes, men ikke desto mindre var til stede, netop i mødet, i engagementet.

Regioner
Hele landet