
Katarina Lewkovitch
Programmedarbejder P1
Stemmen som instrument

Katarina Lewkovitch (født 1971), der oprindeligt er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i orgel, har i mange år har været en del af Tro-redaktionen på Danmarks Radios P1.
Som tilrettelægger af bl. a. Radiogudstjenesten, eksistensprogrammer som Audiens på P1 og den årlige midnatsmesse fra Peterskirken i Rom på DR1, har hun i mange år arbejdet med at skabe programmer om tro og eksistens.
Men hvordan skaber man et andagtsrum i radioen? Hvad skal der til for at formidle gode og meningsfulde programmer om tro, der føles relevante for både kirkevante, søgende og ikke-religiøse mennesker?
Katarina Lewkovitch fortæller om, hvorfor hun ofte rejser ind i grænseområder som krigszoner, klostre, fængsler og mellemøstlige militærbaser for at trænge dybere ind i de eksistentielle emner. For det er ofte i mørket, at de inderligste oplevelser med tro udspringer, og i de etiske dilemmaer, de interessante historier tager form.
Hør om arbejdet med at skabe ”ånd” i radioen, om mødet med den eksistentielle afmagt og om stemmen som instrument.