Jens Peter Madsen

Foredragsholder og historiefortæller

Foredrag

Simonfortællinger

min historie - din historie - vores historie.

Er et engageret bud på ”Det som gør Simon glad” trods alder, hårtab og snarlig pensionering. Det er fortællekunst og musik som dyrker livsglæden og sætter drømmene fri - en oplevelse som skaber eftertanke, samtale og fortællelyst. Simonfortællinger handler om at være mand og senior på godt 60 år, hvor efterløn og pension er en realistisk mulighed. Simon ser fremad selv om meget i hans liv er afhængigt af det som var og som skete før. "Det grå guld" har man kaldt den generation, som fylder alt for meget i befolkningsstatistikken. Andre taler om "ældrebyrden" – for hvem skal betale pensionerne og den ældrepleje som bliver mere og mere omkostningstung, jo flere ældre vi bliver. Simonfortællinger er skabt i en dialog om udfordringer og muligheder i det liv som vi lever nu "på livets yderste bænk" – det handler om livets her og nu – det handler om min historie, din historie og vores historie. Om at turde se livet i øjnene og fortælle sin personlige livshistorie for andre. Om at blive klogere på livet. Og om at finde veje i livet, som gør livet større og skønnere at leve.