Moritz Schramm

Kulturforsker, anmelder, lektor i tyske studier, SDU

Foredrag

"Postmigration": en ny tilgang til debatterne om migration og integration?

I 2008 overtog den tyske teaterinstruktør Shermin Langhoff med nogle venner det lille og indtil da ret ukendte teater i Berlin, Ballhaus Naunynstrasse, og lancerede stedet som "postmigrantisk teater" - som signal om at hun og de andre kunstnere i teatret ikke nødvendigvis var indvandrere, men hørte til en ny generation af tyskere, der åbent håndterede deres forskellige, kulturelle baggrunde. De kommende år eksploderede opmærksomheden om det lille teater, som blev en af de mest omdiskuterede kulturinstitutioner i Tyskland. Succesen førte til at Langhoff i 2013 overtog det renommerede Maxim Gorki Teater i Berlin, som nu også er kendt for sine "postmigrantiske" perspektiver. Samtidig begyndte flere og flere forskere at bruge begrebet "postmigration" til at lægge afstand til de mest udbredte forestillinger om migration og integration i offentligheden. I stedet for at tale om "integration" af "de andre" i "vores" fællesskab, gælder det snarere om at finde et fælles fodslag, hvor alle kan være med - hinsides modsætningen mellem "os" vs. "dem".

I foredraget fortæller jeg om de tyske udviklinger og diskussioner, og stiller spørgsmålet om eller hvorvidt vi i Danmark kan lære noget fra de "postmigrantiske" diskussioner i Tyskland? Kan det lykkes at overkomme de mest udbredte forestillinger i indvandrings- og integrationsdebatten, og kan vi overvinde modsætningen mellem "os" og "dem" i debatterne? 

Regioner
Hele landet