Svend Kjærgaard & Kristian Giver

Teolog hhv. pianist og organist

Foredrag

Mindfulness i bibelhistorien

Foredrag ved Svend Kjærgaard: .

Mindfulness i bibelhistorien

Som ung lærte jeg at meditere. Derfor er det naturligt for mig at have den synsvinkel med, når jeg læser Bibelens fortællinger. Det åbner mine øjne for, at der ligger gemte og glemte ideer i de bibelhistoriske fortællinger til en indre praksis med meditationsøvelser.

Bibelhistorien blev min første kærlighed i den lille skole hos lærerinden Magdalene. Hun var en mageløs fortæller. Det vil sige, at hun fortalte bare uden at stille sig selv i vejen for historien.

Dette fortælleunivers har levende været med mig i livet, også gennem teologistudier og præstegerning. Meditationens indre øvelser har været med til holde fortællingerne levende og åbne og givende for mig i nutiden.

Foredraget vil give nogle eksempler på, hvor der ligger hengemte frø i bibelhistorien, som kan revitaliseres ved at vande dem med meditation og lade nådens sol skinne over og belyse dem.

Mindfulness er et amerikansk ord for andagt, at have sin andagt ved noget. Meditation er at have sin andagt ved det, som du har fået givet – uden at tage det for givet.

Jeg er helt opmærksom på, at mindfulness og meditation af mange bliver betragtet som fremmedlegemer i den kristne tro. Med min baggrund ser jeg anderledes på det. Og jeg vil meget gerne indgå i en dialog om temaet efter foredraget.