Vagn Remme

Forfatter

Foredrag

Her er jeg

Et åbenhjertigt og ærligt foredrag om at vokse op i en landsby, der var præget af vold blandt børn. Vagn Remme Larsen har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at vokse op hvor vold var en del af dagligdagen.

Det hele kulminerede, da han som 13-årig endelig forsvarede sig mod den seks år ældre nabodreng. Det satte en stopper for volden, men med syv års vold, fulgte en masse eftervirkninger, der stadig mærkes på krop og sind. 

Så hvordan kom han videre?

Ved at insistere på aldrig at give op gik Vagn ud i verden, med den ballast der nu var givet. Med hjælp fra de mange engle Vagn mødte på sin vej, fandt han vej og styrke til at vende en ødelagt barndom til noget positivt. 

For hvad får man med sig fra en opvækst med vold? Hvad skal der til for at bryde noget, der er et tabu? Og hvordan forvandler man sig fra at være offer til at blive et stærkt og handlekraftigt menneske?

Flere, end man skulle tro, vokser op under svære kår. Ved at tale åbent om sin egen baggrund og opvækst vil Vagn gerne åbne op for dialogen og det tabu det stadig er at vokse op med vold.

De fleste mennesker har været igennem noget svært og kan blive inspireret af Vagn Remme og den måde han vælger at vende det negative til noget positivt.

Vi ved i dag hvor vigtigt det er med gode relationer og netværk, som er afgørende for vores trivsel. Trivsel er gudskelov noget som er kommet mere i fokus, privat såvel som på arbejdspladsen. Og for ikke så lang tid siden blev Vagn overfaldet på sin arbejdsplads, hvilket fik vækket traumet til live og han igen fik set, hvordan traumet faktisk stadig lever i ham og hvordan det driver ind i familien.

Det er et gribende og inddragende foredrag med en åbenhjertig dialog om vrede, viljestyrke og vildskab. Undervejs vil der blive læst op af udvalgte tekster fra Vagn Remmes seneste bog ”Her er jeg”. 

Vagn Remme Larsen er kompetent og kompromisløs forfatter, der har skrevet flere romaner og novellesamlinger, der ofte handler om livet når det er vanskeligt. Vagn er i den grad et godt eksempel på mønsterbryder. Bag facaden gemmer sig nemlig en hård opvækst præget af vold. Hvordan går man fra at være offer til at være handlekraftig og ressourcestærk? Og er det muligt at vende en hård opvækst til noget positivt?

Mange af os har været igennem noget svært eller har en social arv, som skal brydes, så ingen tvivl om, at alle kan tage noget med sig hjem fra det øjenåbnende foredrag med Vagn.

Regioner
Hele landet