Tim Panduro

Journalist og forfatter

Foredrag

Fritz Haber - en fortælling om storhed og tragedie

"I fredstid tilhører videnskabsmanden menneskeheden. I krigstid tilhører han fædrelandet."

Ordene stammer fra kemikeren, krigsforbryderen og nobelpristageren Fritz Haber. Hans livshistorie er også er fortællingen om det unge Tysklands storhed og tragedie og om videnskabens enorme potentiale til både at redde liv og igangsætte massemord.

Haber kom til verden i en jødisk familie, men konverterede til kristendommen i glæde over den nyligt samlede tyske stat, der på få år blev den centrale magt i Europa.

Haber slog sit navn fast ved som den første at udvinde nitrat af luften. Dermed skabte han den kunstgødning, der gjorde det 20. århundredes befolkningseksplosion mulig - men nitrat blev også grundlaget for en hidtil uset produktion af krudt, der var med til at gøre 1. Verdenskrigs myrderier mulige.

Da krigen kom, lagde han alle kræfter i en tysk sejr. Han stod personligt for de første forsøg med giftgas i skyttegravskrigen, og end ikke hans hustrus selvmord fik ham til at skrue ned for ambitionerne om at sprede kemisk massedød hos fjenden. Da Tyskland alligevel tabte, blev Haber efterforsket som krigsforbryder, men fik samtidig Nobelprisen i kemi for sit arbejde med kunstgødning. Prisen sikrede ham sit eget institut på universitetet i Berlin, hvor han forskede i insektgift - og skabte grundlaget for Zyklon B, der blev brugt til at dræbe millioner i KZ-lejrene. Adskillige af Fritz Habers slægtninge led den skæbne. Selv døde han i landflygtighed i 1934 efter at have forladt det nazistiske Tyskland, hvor hans jødiske herkomst gjorde det umuligt at fortsætte karrieren.

Foredraget fortæller om den begavede og ambitiøse Habers eventyrlige, triumfyldte og tragiske liv - der på mange måder er en parallel til Tysklands udvikling frem til den nazistiske katastrofe.

Kontakt mig på 42742031 eller tim@timpanduro.dk, hvis du vil høre mere.

 

Emner:

Regioner
Hele landet