Foredrag

ET SUS AF SKØRTER

75 års jubilæum for kvindelige præster. I april 1948 ordinerede biskop Hans Øllgaard Danmarks Danmarks første kvindelige præster i Odense domkirke: Ruth Vermehren, Edith Brenneche Petersen og Johanne Andersen. Ordinationen var tæt på at splitte Folkekirken. 

Da Folketinget trodsede flertallet af biskopper og i 1947 vedtog loven om at give kvinder adgang til præsteembeder, udsendte 514 præster – næsten en tredjedel af samtlige – en bandbulle om, at ordinationen brød med Biblens ord og kirkens tusindårige tradition, og derfor var ugyldig. 

Andre præster støttede varmt tanken om kvindelige præster. Sognepræst og digter Kaj Munk sagde i en prædiken om Jesus, at "der stod et sus af skørter om ham", og skrev i et slagkraftigt avisindlæg: "Vover man at sige, at en kvindes hånd er uværdig til at række en mands mund sakramentet, krænkes jeg på det menneskes vegne, der har født mig og lagt mig til sit bryst."

Pia Fris Laneth fortæller om den uforsonlige køns- og kirkepolitiske strid, som gik forud for en af kirkehistoriens største begivenheder, og de kvinder og mænd som ændrede synet på, hvem der må forvalte kristendommens sakramenter: Dåb og nadver.

I dag er halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Det er en ligestillingssucces uden sidestykke – som menighedsrådene har banet vejen for ved at ansætte kvindelige præster. Men tanken om, at Gud er modstander af kvindelige præster, lever stadig i Folkekirken,

Foredraget bygger på Pia Fris Laneths nye bog: Et sus af skørter, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag i april 2023. Lillys danmarkshistorie, Gyldendal samt 1915 – da kvinder og tyende blev borgere, Gyldendal.

Regioner
Hele landet