Jan Larsen

Journalist, tidl. Kina korrespondent

Foredrag

Det nye Kina

                                 

Udviklingen i Kina går stadig utrolig hurtigt. Ambitionerne er tårnhøje både politisk og økonomisk. Forandringer er så store, at man nu taler om ”Det nye Kina”. Det har betydning for os, og endnu mere for kineserne, som har fået en rigere, men også hårdere dagligdag.   

Økonomien er gået lidt ned i gear - og det giver nye udfordringer. De forventede politiske reformer er ikke kommet, menneskerettighederne er blevet forværret og gældsbyrderne er truende store. Kineserne skal nu forbruge i stedet for at spare op. Der skal mere gang i servicefagene og produktionen i ”verdens fabrik” skal opgraderes.

Samtidig er magten i forbløffende grad blevet samlet om Kina´s nye stærke mand, Xi Jinping, specielt efter hans udnævnelse til topleder på livstid. Og han og partiet har mange planer for fremtiden. Kina vil være verdensførende indenfor højteknologi og træder hastigt ind på den verdenspolitiske scene. Men ét-parti- staten Kina vil selv bestemme reglerne – og det giver problemer og konflikter – både ude og hjemme.

Foredraget kommer ind på en lang række af de emner, der er forudsætningen for at forstå hvad der sker i Det nye Kina. Jan Larsen har i over 14 år fulgt udviklingen i Kina på tæt hold, heraf seks år som TV-avisens korrespondent i Beijing. Målet med foredraget er også at komme ind bag facaden. Derfor er der flere af konklusionerne, der bryder med de normer og forestillinger vi har om, hvad der foregår i Kina.

 

 

Regioner
Hele landet