
Pia Fris Laneth
Forfatter
Danske Kvinder i Modstandsbevægelsen

En dramatisk og vedkommende beretning om kvinder, der satte livet ind for Danmarks frihed
Flere end 700 danske kvinder blev interneret af nazisterne i Frøslevlejren, fordi de var medlemmer af modstandsbevægelsen. Nogle deltog i sabotage af jernbaner og fabriksanlæg. Andre transporterede våben, var logiværter for jødiske flygtninge og faldskærmsfolk, eller de opsporede stikkere og fremskaffede falske identitetskort. Atter andre trykte og uddelte illegale blade og bøger. Det er fortællinger om personligt mod og etiske dilemmaer, om angsten for Gestapo, om kammerater, der blev stukket og henrettet eller døde i tyske koncentrationslejre.
Der er lavet metervis af film og skrevet side op og side ned om de tusinder af danske modstandsfolk, der satte livet på spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Men først med Laneth og Vilstrups tv-serie "Danske Kvinder i Modstandsbevægelsen" fik kvindernes indsats hovedrollen i en film om den danske modstandsbevægelse.
I forbindelse med foredraget vises et afsnit eller uddrag af flere afsnit. I forbindelse med heldags- eller weekendarrangementer kan man se hele serien og få den store fortælling og debat om modstandsbevægelsen.
Anmelderne skrev:
Berlingske: ”Når kvinderne fortæller, bliver man totalt grebet og forelsket i dem.
”Politiken: ”Tv for voksne, tænkende mennesker” og "et underholdende og vedkommende korrektiv til den gængse Robin Hood i trenchcoat-mytologisk historieskrivning om de danske terrorister og desperadoers kamp mod nazierne under Anden Verdenskrig".
Information: ”kvindernes modstandskamp, rigt og præcist garneret med dagbogsnotater, nyhedsklip, arkivfoto, scener fra gamle film.”
Se trailer fra filmen her: https://piafrislaneth.dk/danske-modstandskvinder-film-og-foredrag/